Skip to main content

Verden er i forandring
– Kolding står i stampe

Anne Halskov, designer, virksomhedsejer PENATOS & ROSE CYKLER og bosat i Kolding

Vi lever i en evig foranderlig verden hvor innovation aldrig er foregået i et højere tempo, end hvad det gør nu. Samtidig lever vi en enorm transparent og informationstung hverdag, hvor viden og indsigt omkring ”naboens” gøren og bedrifter er let tilgængelige for os alle.

Det er uden tvivl klogt at tage stilling til oprigtigheden i den viden og indsigt man har adgang til og stille skarpt på, om det er troværdigt og en god spejlingspartner for dig og dine nærmeste. Men faktum er, at det nemt kan se grønnere ud hos ”naboen” og føles som om alle andre er bedre end dig selv. Det kræver mod og viljestyrke at finde sin egen vej, vision, mål og drømme, men i min optik så er det strengt nødvendigt at have en langsigtet og troværdig plan i denne foranderlige verden, hvor vi hele tiden bliver pumpet med nye muligheder og informationer, som gør det nemt at vakle og blive i tvivl om den retning man har valgt.

En handlingslammet kommune

Jeg har boet i Kolding i næsten 15 år, jeg har studeret her, stiftet familie her og skabt mit fundament og karriere her. Da jeg kom til Kolding oplevede jeg en stolt og anderledes kommune med konkrete mål og strategi for designkommunen Kolding. Men i takt med verdens overflødighedshorn af muligheder, synes det for mig som om Kolding er kommet så meget i tvivl om kommunens identitet og retning, at Kolding gået lidt i stå og nu desværre står i stampe.

Potentialet er til stede….
Langsigtet strategi og ledelse er nødvendig

Byen, studiemiljøet, kulturmiljøet og erhvervslivet har så meget at byde på, men for mig at se mangler der en klokkeklar LANGSIGTET strategi for byen, med bred opbakning og en naturlig indstilling til at en vis grad af kompromiser, tålmodighed og sammenhold er en nødvendighed for at lykkes.

Der skal træffes klare valg for byen og derved naturligvis også træffes nogle klare fravalg. For uanset om vi gerne vil fikse alt og være 100meter mestre i det hele, så kan det ikke lade sig gøre. Sidst men ikke mindst, så er det min klare fornemmelse, at der mangler en visionær og gennemslagskraftig topledelse for kommunen, som tør holde fast og styrer Kolding i den retning, som er blevet besluttet.

Med det sagt håber jeg inderligt at der hankes op i kommunen og derved skabes et fremtidssikret fundament for Kolding by og kommune.



Anne Halskov