Skip to main content

Vi skal ALLE tage ansvar for VORES by

CAMILLA BIRKEGAARD, INVESTOR OG BESTYRELSESMEDLEM

Vi skal sammen skabe en vision – en MASTERPLAN for Kolding, hvor dialog og engagement er i centrum. Ved at involvere borgere, erhvervsliv og kulturaktører kan vi udvikle en by, der er robust, levende og inkluderende.

I slutningen af 1970’erne flyttede mine forældre til Kolding. For dem var byen ikke bare et nyt sted at bo, men et sted, hvor de kunne forfølge deres passion for sejlsport. Fra den smukke fjord til de åbne vande blev Kolding en base, hvor fritid, arbejde og natur gik op i en højere enhed. Deres historie er et eksempel på, hvordan Kolding kan lokke mennesker udefra til.
Nu, flere årtier senere, står vi over for en ny udfordring: at sikre, at Kolding fortsat er en by, der tiltrækker, forbinder og inspirerer.

Kolding skal være en by, der byder velkommen til alle – borgere og besøgende, unge og ældre, til vands, på skinner eller ad motorvejen. Vores midtby skal ikke bare være et sted, man besøger, men et sted, man lever. Med et samlingspunkt, hvor kultur og erhverv mødes, og hvor restauranter og butikker skaber liv og energi, kan vi sætte Kolding på landkortet som en moderne og tilgængelig by for alle.

Kolding centrum er bygget op omkring Slotsbanken med Museum Kolding på Staldgården og det ikoniske Koldinghus, der sammen står som et historisk og kulturelt fyrtårn. Dette område er ikke kun et symbol på byens fortid, men også et fundament for fremtiden. Vi skal udnytte potentialet i denne unikke kulturarv til at skabe en moderne og levende bymidte.

De fleste af Koldings borgere bor uden for bymidten, og derfor skal vi sikre, at midtbyen er let tilgængelig – også i bil. Gode parkeringsmuligheder og effektive trafikforbindelser er afgørende for at gøre midtbyen attraktiv som et samlingspunkt for hele kommunen. Samtidig skal vi tænke i balancerede løsninger, der skaber plads til både biler, cyklister og fodgængere, så byen er tilgængelig for alle.

Jeg hører ofte fra gæster og tilflyttere at de er MEGET begejstrede for vores by – men det er som om, at vi koldingensere nogle gange glemmer, hvor dejlig en by vi bor i. Vi er forpligtede til at huske at tale vores by op.

Nøglen til succes ligger i fællesskaber, om det være sig på museer, stadion, spillesteder, grønne områder, fitnesscentre, diverse foreninger eller noget helt andet.

Vi skal sammen skabe en vision – en MASTERPLAN for Kolding, hvor dialog og engagement er i centrum. Ved at involvere borgere, erhvervsliv og kulturaktører kan vi udvikle en by, der er robust, levende og inkluderende.

Vi skal ALLE tage ansvar for VORES by.
__

Camilla Birkegaard