Skip to main content

Kvartersamarbejde i Latinerkvarteret viser vejen

CHRIS FLØE SVENNINGSEN, arkitekt maa. / seniorrådgiver

Nytænkende måde at arbejde med byudvikling i Latinerkvarteret med stor inddragelse af alle lokale er en succes i Latinerkvarteret. Vi drømmer om Shared-spaces, flere træer og møblering, der viser bilerne, at det er dem der er “gæster”.

Den 23. januar 2023 afholdt vi det første møde imellem Michael Møller fra BID Danmark, og beboere og forretningsdrivende fra Latinerkvarteret. Samarbejdet er initieret af Kolding Kommune, med det formål, at skabe sammenhold i kvarteret, og et ønske om, at der i sammenholdet og samarbejdet genereres ideer, som kan medvirke til at området udvikler sig.

Det har været meget tydeligt, at initiativet har haft en meget positiv effekt på kvarteret – set udefra er det nok vanskeligt at få øje på forandringer, men de kommer. I første omgang er det lykkedes at få samlet nogle arbejdsgrupper samt en bestyrelse, der kan stå for koordinering og udførelse af tiltag. På længere sigt vil samarbejdet få en positiv indflydelse på synligheden i det samlede bybillede, hvilket igen vil have betydning for områdets handelsliv, og for tiltrækning af den type butikker, som passer godt ind i Latinerkvarterets struktur. Alt dette vil forhåbentlig medføre, at bygningsejerne vil give deres ejendomme et løft, hvilket, for nogens vedkommende, er ganske tiltrængt.

Det der adskiller dette samarbejde fra anden byudvikling er, at ideer, ønsker, initiativer kommer fra brugerne – det er os der genererer ideerne, og dermed os der har fuldt ejerskab til ideerne. Og ansvar for, at kommunikere dem og føre dem ud i livet. Dette afføder et større engagement i kvarteret, og forhåbentlig en dynamisk udvikling af det område vi færdes i og lever af.

En af de væsentlige udfordringer for Latinerkvarteret er den alt for høje hastighed der køres gennem gaderne med. Ingen butikker ønsker, at gaderne lukkes for trafik, men alle ønsker, at hastigheden nedsættes markant. Det er vigtigt at understrege, at bilerne ikke er problemet – det er dem kører i de snævre gader med en alt for høj hastighed der er det reelle problem. Et middel til at imødegå dette kunne være, at gaderne blev indrettet som ’shared space’ gader – at træer og møblering signalerede til bilisterne, at her var det dem der var ’gæster’ og at hastigheden derfor skulle langt ned. Det ville samtidig skabe et endnu mere tiltrækkende miljø at være i.

Latinerkvarteret rummer et stort potentiale for den videre udvikling af Kolding – både for handel og for oplevelser. Derfor arbejder vi videre i det gode samarbejde vi har fået etableret.

___

Chris Fløe