De største muligheder ligger i vandkanten
Gert Helenius, CEO Eickemeyer ApS, borger i Kolding

De største muligheder ligger i vandkanten, både langs havn, åer og strande. Industrihavnen skærer byen over og ødelægger muligheden for at skabe nye korridorer, attraktive boliger og sammenhæng i bymidten. Vi har så mange gode institutioner og aktiviteter liggende lige rundt om havnen, det er en kæmpefordel, når vi på et tidspunkt endelig tør droppe industrihavnen og føre byen ned til vandet .
1. Personligt perspektiv:
- Kolding er det sted jeg bor, og hvor vores børn vokser op og bliver formet. Det er også her, vi har vores sommerhus og tilbringer meget tid i naturen og ved vandet.
- Det modsatte af udvikling er i bedste fald stilstand og i værste fald afvikling, og jeg synes Kolding har misset årtiers muligheder for at integrere bymidte og havneområde – næsten alle andre havnebyer i Danmark har udnyttet disse muligheder og er rykket fra Kolding. Vores by og kommune er opdelt og fragmenteret uden sammenhængs- eller tiltrækningskraft.
2. Udfordringer og muligheder:
- Kolding mangler mod og kreativitet. Der er masser af mod og kreativitet hos mennesker rundt i kommunen, Brændkjær, Jazz, ungemiljøer, teater, museer, kunst mm. Men selve kommunen og de store beslutninger er truffet uden mod og kreativitet i alt for mange år, så nabobyer som Vejle, Fredericia og Middelfart er stukket af på by- og boligmiljø ift. Kolding. Og nu er Vejle også en trussel ift. videregående uddannelser.
- De største muligheder ligger i vandkanten, både langs havn, åer og strande. Industrihavnen skærer byen over og ødelægger muligheden for at skabe nye korridorer, attraktive boliger og sammenhæng i bymidten. Vi har så mange gode institutioner og aktiviteter liggende lige rundt om havnen, det er en kæmpefordel, når vi på et tidspunkt endelig tør droppe industrihavnen og føre byen ned til vandet – så får vi en unik og fantastisk bymidte med både campus, designcity, gågader, restauranter, Koldinghus, teatre, spillesteder og en masse andet i en sammenhængende bymidte
- Bymidten skal udvides og med nye korridorer bindes sammen med havneområdet, som skal omdannes fra industrihavn til bymidte!
- Vi skal sætte mere ild til ildsjælene og understøtte kreative samarbejder og samskabelse, så vi bruger den allerede eksisterende energi fra mange løsrevne og pengefattige initiativer til at skabe en større sammenhæng og mere kvalitet og synlighed bygget oven på det, som allerede skabes. I stedet for hele tiden at ville sætte nye projekter i gang, så gør de mange eksisterende projekter stærkere og synlige udenfor bygrænsen!
- Jeg bakker op om ”Kolding kan mere”, fordi Kolding ganske enkelt skal mere, hvis jeg skal blive boende i fremtiden. I den nuværende tilstand er det ikke byen, jeg skal blive gammel i!
3. Opfordring til handling:
- Prioriter udviklingen af by- og boligmiljø højere end arbejdspladser. Det er vigtigere, at flest mulige får lyst til at bo i Kolding, end om arbejdspladserne lige ligger på den ene eller anden side af en kommunegrænse – og hvis folk bor her, så skaber de faktisk også arbejdspladserne her, det er der evidens for!
- Mit bidrag til udviklingen vil være med input og frivilligt arbejde som almindelig borger og politisk interesseret vælger. Jeg bidrager også gerne med stor ledelses- og bestyrelseserfaring til projekter eller andet relevant.
__
Gert Helenius