Skip to main content

Stærk infrastruktur er fundamentet

Henrik Sig, Handy Transportvogne A/S

Mit primære fokus i dette oplæg er på infrastrukturen i Kolding og behovet for en Masterplan, der ikke kun ser på nutidens udfordringer, men også på de fremtidige behov og muligheder.

Mit navn er Henrik Sig, og jeg er selvstændig erhvervsdrivende med en produktionsvirksomhed. Min tilknytning til Kolding er både professionel og personlig, og jeg brænder for at bidrage til byens udvikling og fremtid.

Kolding er en fantastisk by med stort potentiale, men der er stadig områder, hvor vi kan optimere og med fordel tænke mere langsigtet. Mit primære fokus i dette oplæg er på infrastrukturen i Kolding og behovet for en Masterplan, der ikke kun ser på nutidens udfordringer, men også på de fremtidige behov og muligheder.

Vi skal sikre, at byens infrastruktur understøtter både vækst og bæredygtighed. Dette gælder alt fra transport og logistik til byens tilgængelighed og forbindelser. En sammenhængende og fremtidsorienteret plan for Koldings bymidte og havneområde kan styrke byen som et attraktivt sted at bo, arbejde og drive virksomhed i.

Jeg synes der er mange argumenter for at inddrage havnen helt eller delvist i udviklingen af Kolding by. Det giver ikke megen logistikmæssig mening at sejle gods forbi en af landets bedste havne i Fredericia, for så en times tid senere at kunne lægge til ved et utidssvarende havneanlæg i Kolding, hvorfra al gods alligevel skal fragtes væk fra midtbyen til videre anvendelse/forarbejdning udenfor byen.

Vi har brug for at inddrage havneareal til at skabe en helhedsløsning for Byens midte.

Jeg tror på, at en stærk infrastruktur er fundamentet for vækst og udvikling og at en ambitiøs masterplan kan være med til at sikre Kolding en ledende rolle blandt Danmarks mest innovative og bæredygtige byer.

Jeg ser frem til at bidrage til dialogen og samarbejdet om fremtidens Kolding.