KOLDINGS DNA 2035
Jan Faldt Bentsen, KOLDING Ø – lokalråd, formand / Rådgiver

Min vision for Kolding 2035 har fokus på mennesker, naturen, frivillighed foreningsliv, uddannelse og iværksætteri.
Historisk ståsted, men en by der bevæger sig på forkanten af udviklingen
Byen Bilbao, på den spanske nordkyst, stod i 70´og 80´erne overfor store udfordringer. For at tackle
disse gik byen og erhvervslivet sammen, og byen gennemgik en omfattende transformation,
der fokuserede på at udvikle en post-industriel økonomi og en forbedret infrastruktur. En af de
mest markante ændringer var åbningen af Guggenheim-museet i 1997, hvilket satte Bilbao på
det globale kulturelle landkort. Byen investerede også i moderne transportinfrastruktur.
Kolding står ikke overfor helt samme udfordringer, vores er af en anden karakter, men som eksempel tjener Bilbao sit formål.
Historisk set har Kolding altid været individualisternes paradis – uden stor trang til at løfte i flok.
Byens historie er præget af uenighed og egen promovering… det skal ændre sig, hvis vi vil løfte
byen! Vi har en placering i Danmark og et faktuelt historisk markant ståsted, hvorpå vi skal bygge
en by, som er kendt ved at bevæge sig på forkanten af samfundets udvikling og fremtid.
Vores fremtidsversion af Bilbao kunne i nær fremtid måske se således ud: Mennesker i vækst.
Livet i Kolding bygger i høj grad på borgernes frihed og ligeværd. Den enkeltes frihed i fællesskabets tryghed, er kernen. Alle har lige muligheder og er potentielt i stand til at udvikle deres liv uden offentlighedens snævre regler og rammer. F.eks. er Kolding Kommunes forvaltningshistorie, som vi kender den, erstattet af Society-Development-Service, som proaktivt stimulerer og udvikler borgere til det gode liv, de ønsker at leve – både på arbejde og i fritid, iværksættere til at komme i gang med deres idé og virksomheder til at vokse udover egen horisont. Vi har hinanden ”ryg”, skulle det komme dertil.
Det er nemt, billigt og sjovt at bo her. Livet er ikke i venteposition. Servicefaciliteter og et bredt fritidstilbud for behovet der kommer. Byen er knyttet sammen med højfrekvent kollektiv transport,
her venter vi ikke længe på næste forbindelse. Byens mange parker og åbne pladser giver gode
adspredelsesmuligheder, fysisk og mentalt.
Forretningslivet i centrum har taget skridtet og gjort
miljøet attraktivt under alle vejrlig. Gågaden er f.eks. blevet arkitektonisk præmieret med sin overdækning, som måler sig med Koldinghus og skaber muligheder for liv og performances på
kryds og tværs. Folk bliver boende i deres lokalområde, fordi flyttekæder, med forskellige typer af boliger, dækker behov og økonomi i livets forskellige stadier, uanset om man er under uddannelse, ved at etablere sig som familie eller i livets efterår, hvor behovene skifter igen.
Naturen er vokset ind i byen og byen ud i fjorden.
Naturen omkring med dens diversitet er krøbet ind i byens baggårde, parker og åbne pladser, som
er præget af et aktivt udemiljø med samlings- og aktivitetsmuligheder. Naturen og vandet prioriteres som en naturlig del dagligdagen. Boliger har taget naturen med i sit udtryk.
Havneområdet har potentialet til at vokse sig ind i fremtiden og ud i fjorden og danner baggrund
for et vandmiljø a la Venedig, hvor historie, vand, natur og mennesker i forening skaber vækst,
innovation og trivsel. Den tunge godshåndtering er placeret andre steder i regionen.
Uddannelse er for fremtiden og ikke fortiden.
Uddannelsesstederne i Kolding ”går den ekstra mil” ud i fremtiden og løfter, sammen med erhvervslivet, uddannelserne til et højere niveau end traditionelle uddannelser. Studerende er præget af det innovative og visionære drive som uddannelserne stimulerer, og sætter sit præg på byen. Med andre ord kendes Kolding for visionære uddannelser som skal dække behovet i morgen.
På forkant af fremtiden
’På forkant af fremtiden’ er mottoet for iværksætter miljø og det etablerede erhvervsliv, som sammen markerer sig i omverdenen med innovative løsninger på behov, som kommer. Byen er involveret i forskning, udvikling og etablering af nye virksomheder på baggrund af nysgerrighed,
initiativ og erfaring fra unge og ældres samarbejde i netværk.
—
Jan Faldt Bentsen