Skip to main content

Kolding skal tænke nyt – vi har brug for en ny vision!

Jesper Mortensen, Direktør i First Grade

Kolding har alle forudsætninger for at være en attraktiv og levende by – men vi skal tænke nyt, turde udvikle os og skabe en sammenhængende vision for fremtiden. Byen skal være et sted, hvor mennesker har lyst til at komme, blive og engagere sig.

Vi har allerede set, hvordan stærke initiativer og events kan skabe liv og aktivitet – som vores eget event med YouTubere, der trak unge til og satte Kolding på landkortet. Vi skal bygge videre på den energi og udvikle byens identitet med oplevelser, der styrker fællesskabet og tiltrækker mennesker.

Men vi skal også se på, hvordan byen som helhed hænger sammen. Kolding mangler en klar og ambitiøs visionsplan, der samler initiativer og skaber en rød tråd i byens udvikling. Hvordan forbinder vi bymidten med de omkringliggende områder? Hvordan gør vi vores handelsliv mere attraktivt i en tid, hvor onlinehandel ændrer spillereglerne?

Butikkerne kan ikke overleve på fortidens præmisser – vi skal nytænke detailhandlen med en kombination af fysiske oplevelser, events og online tilstedeværelse. Byens rum skal understøtte denne udvikling med flere fleksible områder til pop-ups, markeder og kulturelle aktiviteter.

Hvis vi vil have en by, der tiltrækker mennesker – både unge, børnefamilier og seniorer – så skal vi turde forandre os. Vi skal investere i en by, der ikke kun er et sted, man bor, men et sted man opsøger. Et sted med puls, energi og fællesskab.

Kolding har potentialet – nu skal vi handle!


Jesper Mortensen