Kolding har kæmpe potentiale
Lone Dalsgaard Andre, Seniorkonsulent Designskolne

Campus Kolding har et kæmpe potentiale. Det vil styrke det tværgående samarbejde på tværs og vores arbejde med at blive et fricampus.
Designskolen Kolding har en lang historie i byen, som startede tilbage i 1960’erne, først som en del af Hansenberg og senere som en selvejende institution. Gennem årene har vi set Kolding udvikle sig fra en by, hvor vi som uddannelsesinstitution følte os lidt alene, til en by med et rigt uddannelsesmiljø. Med ankomsten af SDU, IBA, IBC og andre uddannelsesinstitutioner er der opstået nye muligheder for samarbejde og fælles udvikling.
Vi har haft et mangeårigt samarbejde med SDU om kandidatuddannelsen i designledelse, men drømmen har altid været at bringe os endnu tættere sammen – fysisk og mentalt. Det betyder noget for de studerende og medarbejdere, at vi nu kan krydse gaden og mødes til undervisning eller bruge fælles faciliteter som biblioteket.
Et åbent og sammenhængende campusområde
Vi drømmer om et campusområde, hvor grænserne mellem institutionerne nedbrydes, og hvor vi i fællesskab skaber et levende og grønt byrum. Det kunne indebære:
• Større fællesarealer: I stedet for små, fragmenterede udearealer kunne vi sammensmelte områderne til større grønne områder, der understøtter fællesskab og aktivitet.
• Færre barrierer: Trafikken skal begrænses, og parkeringspladser kan omdannes til områder for ophold, leg og kreativ udfoldelse.
• Plads til borgerne: Et campusområde skal ikke kun være for de studerende og medarbejderne, men også for byens borgere. Inspirationen kan komme fra Universitetsparken i Aarhus eller områdets transformation ved Gåsebæksparken, hvor både studerende og borgere aktivt bidrager til udviklingen.
Innovative og bæredygtige løsninger
Vi forestiller os et “grønt laboratorium” – et åbent væksthus uden vægge, hvor naturen og menneskene mødes. Her kan man dyrke grøntsager, udvikle projekter eller bare samles om fælles aktiviteter. Campusområdet skal være et sted, der hele tiden er i forandring og vækst, hvor de studerendes kreativitet og byens borgere kan mødes.
Samarbejde på tværs
Det er altid mere givende at løfte opgaver i fællesskab, også på tværs af institutioner. Samarbejder om digitale løsninger, forskning, workshops og uddannelsesudvikling kan styrke Kolding som en unik uddannelsesby. Med en klar vision kan vi skabe et synligt og markant campusområde, der understøtter fortællingen om Kolding som centrum for designforskning og uddannelse.
Denne vision handler om at skabe et åbent og aktivt fællesskab, hvor lidt bliver til meget, og hvor både studerende, ansatte og byens borgere kan være en del af noget større.
___
Lone Dalsgaard Andre