Skip to main content

Det er bydende nødvendigt med en langsigtet visionær plan for byens udvikling

Maria Beyer Skydt, CEO MEJERIET

MARIA BEYER SKYDT Mejeriet

Jeg ser visionen med Kolding Kan Mere som et vigtigt initiativ til at få prioriteret udviklingen af de centrale områder omkring åen, stationen og havnen, så Kolding fortsætter med at være attraktiv for både nuværende og kommende borgere og ikke mindst erhvervsdrivende.

Som nytilkommen erhvervsleder i Kolding glædes jeg over byens mange herligheder. Fra den historiske og charmerende bymidte med det imponerende slot til de mange dynamiske uddannelsesinstitutioner og virksomheder – alt taler til et stærkt fundament for fremtidig vækst. Det har dog overrasket mig, at en by med så meget potentiale ikke har en strategisk byudviklingsplan, som jeg kender det fra andre større danske byer.

I mit virke som direktør for arkitektfirmaet Mejeriet er jeg særligt interesseret i, hvordan vi kan tiltrække unge talenter og sikre virksomheden fortsat har et solidt fundament her i byen. Her spiller en aktiv byudvikling med god infrastruktur, varieret boligtilbud og et levende kulturliv en afgørende rolle. Derfor ser jeg visionen med Kolding Kan Mere som et vigtigt initiativ til at få prioriteret udviklingen af de centrale områder omkring åen, stationen og havnen, så Kolding fortsætter med at være attraktiv for både nuværende og kommende borgere og ikke mindst erhvervsdrivende. Kolding er i skarp konkurrence og den bliver kun større, hvis man forholder sig til den demografiske udvikling og den globale tendens med centralisering omkring storbyerne.

Derfor er det bydende nødvendigt med en langsigtet visionær plan for byens udvikling. En klar og modig strategi vil ikke kun forbedre livskvaliteten, men også øge byens økonomiske potentiale markant. Kolding Kan Mere indbyder til en samlet indsats fra både det offentlige og private, hvor vi sammen skitserer og implementerer en plan, der kan omdanne Kolding til en modelby for moderne urban udvikling. En sådan indsats kræver mod, vision og et stærkt lederskab, der er villigt til at tage beslutninger, som vil forme vores bys fremtid.



Maria Beyer Skydt